KIRSEBÆRPLANTAGEN af Jonas Aagaard Dinesen

Uddrag af Kirsebærplantagen

Det startede som en sagte hvæsen. En svag lugt af svovl. Et lysglimt. Det gik så hurtigt, at Kevin ikke nåede at se noget. Han mærkede en famlende hånd og greb den. Louise.

“Kom her,” hviskede han og håbede, at kun Louise hørte det.

Det næste lysglimt fór rundt gennem værelserne som en kugle af ø lys. De stod alle fem op. Michael og Sarah støttede Thomas mellem sig. Lyset glimtede for tredje gang. Sære figurer stod spredt rundt om dem i hjørner og langs vægge.

Louise gispede og klemte til om Kevins hånd. Michael bandede et sted tæt på, og Thomas udstødte små lyde iblandet noget, der mindede om gråd.

Den hvislende lyd steg i intensitet. Stanken fyldte Kevins næse, så han var ved at kaste op.

Flammer skød op omkring dem. Som mange små kilder af svovlgasser, der pludselig blev antændt af en gnist, blussede alle væggene omkring dem op. Men det var ikke det samme værelse mere. Det var et rundt værelse, skabt af flammer og mørket, der omgav dem. Ildhavet omkransede dem. De bakkede ind mod hinanden, så de stod med ryggene samlet og fronten ud mod de dansende flammer.

“Hvad fuck sker der?” Michaels stemme var både høj og skinger.
Der var intet tilbage af hans normale, cool attitude. Ingen stærk beskytter. I stedet fornemmede Kevin noget, der vidnede om, at Michael, ligesom Kevin selv, var på randen af panik og ved at overgive sig.

“I flammerne får alle forløsning. Flammerne fortærer alt,” lød en stemme hvæsende.

Ildhavet roterede om dem som en vortex. Farverne fløj forbi i røde, gule, hvide og orange nuancer. Det hvirvlede hurtigere, end Kevin kunne nå at opfange. Hvislende lyde gled forbi ham igen og igen. Det var ikke til at sige, om det var én konstant lyd eller flere kortere lyde, der erstattede hinanden. De roterende flammer gjorde Kevin døsig. Hans ben svækkedes en anelse for hver gang, at lyden passerede hans øre, mens ilden fortsatte rundt i endeløse strømme. Nu og da kunne han tyde dele af den samme remse, de havde hørt før. Den forbandede remse. En kuldegysning fór gennem Kevin. Så slog det ham: Der var ikke varmt. Hvorfor var der ikke varmt?

Kevin missede med øjnene. Ilden fortsatte rundt om dem. Stemmen var blevet mere insisterende, men ordene flød sammen.

Sarah rakte pludselig en arm ud.

“Hvad laver du?” råbte Louise og kiggede forfærdet på hende. “Er du blevet fuldstændig sindssyg?”

Thomas greb i Sarahs arm.

“Du kan da ikke stikke hånden ind i flammerne.”

Sarah ignorerede dem begge.

Gnister føg rundt, da hendes hånd gled ind i den bølgende ild.

Hendes læber bevægede sig, men Kevin kunne ikke høre ordene. Et blåt, næsten usynligt glimt fór gennem flammerne.

“Mærk engang,” sagde Sarah roligt. “Flammerne er ikke varme.”

Kevin strakte armen ud. Et øjeblik tøvede han. Hvad nu hvis hun tog fejl? Hvad nu hvis han brændte sig?

Kom nu, hvis hun kan …

Han tog en dyb indånding.

“… magtesløs er Døden …”

Da Kevin ramte flammerne, forventede han en øjeblikkelig reaktion. Måske at flammerne brændte ud, en skarp smerte, en eksplosion af farver, følelser og sanselige indtryk. Et eller andet. Men den udeblev. Flammehavet bølgede fortsat og gjorde ham ør. Hvislende lyde strømmede forbi ham.

Han havde lyst til at skrige.

Kevin kunne mærke alles øjne på sig. Der lå en forventning i luften om, at han ville falde skrigende til jorden med tredjegradsforbrændinger op ad armen. Det skete heller ikke.

Der skete intet.

Kevin kiggede sig over skulderen uden at fjerne hånden. Louise mødte hans blik. Lettelsen strålede i hendes øjne. Kevin følte sit hjerte løsne den knugende spænding i hans bryst. Blot for et øjeblik.

Så tav stemmen. Flammerne brændte ud med en hvæsende lyd som en slange, der ikke brød sig om at blive trængt op i et hjørne. Mørket var totalt.

Så kom stemmen. Først lød den mere som en brummen. Som en fjern tordenstorm, der kom nærmere.

“Døden vil komme. Han har set jer.”

Stemmen dundrede mørkt og ildevarslende. Kevin greb fat i en hånd på hver side. Kulden krøb gennem ham. Selv her i mørket fornemmedes skygger, der famlede op ad væggene. Dunklere end mørket omkring dem.

“Hvad fanden er det her for noget?” Michaels stemme skælvede.

En stemme hulkede. Det var svært at bestemme, om det var Sarahs eller Thomas’.