Karsten Brandt-Knudsen – Rust og støv: En jul for længe siden (7)

12,50DKK

Om kapitlet: Klaus mindes en tid for længe siden, hvor børn ikke var kommet helt i billedet endnu. En tid, der var præget af kynisme og effektivitet på arbejdet, hvor Klaus var en del af et udrydningshold, og hvor én mission står særligt frem. Julen er miraklernes tid, og det var bestemt også tilfældet for Klaus denne dag, hvor alting ændrede sig.
Om serien: Rust og støv er en føljeton, der tager læseren med ind i et noir-gotisk og dystopisk univers, hvor hver novelle er anderledes end den forrige, men tilsammen udgør de én samlet, stor fortælling. Hver måned kommer der et nyt afsnit.
Den teknologisk udvikling er stagneret, økonomien er i tilbagegang og samfundet er under afvikling. I Vestselandia er der langt til liebhaverkvarterne i Nordselandia og Sydscania, og drømme om de uendelige højhuse i Copenhagen og Malmo er for fantaster.
Klaus prøver at klare hverdagen som alenefar for sine to piger, mens han arbejder som håndlanger for en lokal gangster. Alt er presset, og der er kun råd til det halve, men med snarråd og godt mod finder man næsten altid en udvej.
Men noget gror i dybet under Nyscandiastad. Forfald giver nye betingelser. Fortidens maskiner ruster og giver plads til nyt liv. Bag ethvert menneskes ansigt er der et kranie. I DNA’et gemmer sig uendelige muligheder. Morgendagen er gårsdagens støv, og udvikling er uundgåelig.
Snart er Klaus i problemer til halsen, og hans snilde og voldelige talenter kommer ham behændigt.
Det er en mørk og blodig novelleserie fyldt med gruopvækkende skabninger af menneskelig, umenneskelig og postmenneskelig art.
NB: Ved køb af e-bog får du tilsendt dit køb på den angivne mailadresse i ePub-format, når betalingen er bekræftet.
Kategorier: ,

Beskrivelse

Uddrag fra afsnittet:

“Køllen ventede på dem ved en dør, og de tog opstilling på hver side. Rambukken slog døren ind i første forsøg. Aspiranten gik først, og Leo nappede ham i numsen, idet han gik ind.

‘Lad nu være med det dér.’ Undertrykt irritation og utryghed lagde sig som en svag skælven i knægtens stemme.

Beodor rystede på hovedet og skævede ned til sludrehovederne.
‘Nogen dør i dag,’ sagde han.
‘Ja,’ sagde jeg. ‘Men det bliver ikke os.’
De næste to kom ud fra en lejlighed og stilede sig klar ved en dør. De så nervøst fra hinanden til deres karabiner og på døren. Deres unge træk kombineret med frygten fik dem til at ligne børn. Køllen kom over og gjorde rambukken klar til slag.

‘Er I klar?’

De nikkede uden overbevisning, og han slog døren ind. De løb ind i mørket, og han vente sig om for at gå videre til næste dør, men stoppede op midt i bevægelsen og snusede ind et par gange.

Jeg kunne også lugte det. Våd sod og brændt plastik.

‘Pas på derinde …’ nåede Køllen at råbe, inden et skrig og geværskud afbrød ham, og mundingsild oplyste døråbningen i glimt.

Jeg rettede mit gevær mod døren. Skriget gik over i en kvalt gurglelyd, som blev suppleret af et brøl. Den ene kom tumlende ud i opgangen og kastede op midt på gulvet. Sammen med ham hvirvlede en tung og sødlig hørm. De andre hold kom ud fra deres lejligheder, men trak sig med det samme tilbage med rynkede næser.

‘Føj, en død,’ grinede Leo, der i stedet for at gå tilbage i lejligheden, gik hen og så ind i mørket for stankens ophav. ‘Man ved slet ikke, om man skal kaste op eller blive liderlig. Hvor er din makker?’ spurgte han henvendt til den opkastsyge, som sad på knæ og spyttede.

‘Jeg ved det ikke. Derinde, tror jeg. Han blev vist forskrækket over, at der sad nogen i sofaen, og så skød han.’

‘Går I med ind?’ Leo skævede til os og løftede øjenbrynene et par gange. ‘Det gør vi vel,’ svarede Beodor.

***

Entréen var kold og fugtig. En tom knagerække på væggen og en slukket rislampe viklet ind i støvet spindelvæv var det eneste i den snævre mellemgang.

Jeg trak vejret gennem munden for at undgå lugten, men kunne stadig smage de gærede kropsvæsker i luften.
Der var to åbne døre. Den ene førte ind til et lille badeværelse, hvor toiletbrættet var slået op, og kummen var halvt fyldt med lort.
Beodor og jeg gik side om side ind i stuen, Leo var lige bag os. Det var en etværelses lejlighed. Midt på gulvet lå en metalplade med aske, kul og forbrændte rester af møbler. Ved siden af stod en sofa, hvor en skikkelse sad med dyne om sig. Huden hang tyndt ned over ansigtet, der var fastholdt i et lydløst skrig. Væske spredte sig fra små sorte huller i dynebetrækket og løb ned mellem kroppens ben til en pøl på gulvet.

I hjørnet længst væk fra døren sad den unge skytte med den ene hånd til ansigtet. Han havde opkast ned ad maven.

‘Er du okay derovre, kammerat?’ spurgte Leo og gik forbi os.
‘Ja, det går. Jeg blev bare forskrækket. Og den lugt …’ Hans stemme var grødet. ‘Der har vi alle været. Det skal du ikke tænke på.’ Leo smilte og rakte hånden frem.
Den unge tog imod hånden og skulle til at rejse sig, da Leos pistol blev presset mod hans kind. Skuddet blev dæmpet af ansigtet, men kuglen fløj ud af knægtens nakke, uden at slå ham ihjel. Han tumlede rundt på gulvet og prøvede at kravle væk, men hans hænder skøjtede rundt i blodet, der fossede ud af ham. Leo skød ham i nakken lige under hjelmen ved siden af udgangshullet fra det forrige skud. Pandebenet blæste ud, og den livsløse krop faldt omkuld i hjernemassen.

‘Var det nu nødvendigt?’ spurgte Beodor med en bebrejdende tone.

‘Du ville måske gerne rende rundt med den skydegale brækklat på slæb?’ Leo snakkede roligt uden at lade sig mærke af vrede eller dårlig samvittighed. ‘Nej, vel? Det tænkte jeg nok. Lad os komme videre, så vi kan komme hjem. Selvom det nu er synd at lade hans varme endetarm gå til spilde. Hvad siger I, drenge? Vil I give ham en tur, så tager jeg sofaputteren?’

‘Du er syg!’ Beodor vente sig og gik ud af lejligheden, fulgt af mig og Leos latter.”

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Vær den første til at anmelde “Karsten Brandt-Knudsen – Rust og støv: En jul for længe siden (7)”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.