Beskrivelse
Uddrag fra afsnittet:
“Linda Maja henter en ny Faxe Kondi i køleskabet. Hun lukker lågen og lytter igen. Han er død. Han er helt sikkert død. Bare han ikke har skidt ud over det hele. Linda Maja ser op. Frank er på vej ud af sin lille, blå Fiat Punto. Hun har tit tænkt på, at en mand i hans størrelse virkelig burde få sig en bil, der matchede hans livvidde.
Bing-bong.
Linda Maja holder døren for ham.
‘Er du klar over, at vi lige havde smidt bøfferne på grillen?’
‘Er du klar over, at han snart har været derinde i to timer?’
Linda Maja lægger hovedet på skrå.
Frank trækker ud i den gennemsvedte, hvide T-shirt med Levi’s-logoet. Han pruster anstrengt og begiver sig hen til toilettet. Ikke noget med at liste og lytte. Han knytter hånden og hamrer den mod døren.
‘Hey, makker. Jeg ved ikke, hvad fanden du laver, men du må gerne smutte et andet sted hen og gøre det.’ Frank hamrer mod døren igen. ‘Er du med …? Hallo!’
Frank bander og roder i lommen.
‘Jeg sagde det jo. Linda Maja krydser armene. ‘Tror du, han er …’
‘Kradset af? Ja, det må vi håbe for hans skyld. Lige nu er der sikkert ild i fire svinedyre, krogmodnede bøffer hjemme på Weberen. Aha!’ Frank hiver sit nøglebundt frem. ‘Den her.’ Han vifter ud i luften med en metalplade, der sidder mellem nøglerne. Verdens bedste far, står der.
Med endnu et dybt prust bukker Frank sig og maser pladen ind i skruen under låsen og drejer den. Med en skraben slår låsen fra. Linda Maja træder et skridt baglæns, da Frank trækker døren op.”
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.